torsdag den 12. marts 2009

Metro, 3


Som den konservative trafikordfører, Henriette Kjær, sagde i MetroXpress d. 4. marts 2009: "Det er klart at byggeriet vil genere nogle mennesker, fordi man bygger helt ind i bykernen, og det skal gøre ondt, før det bliver godt. Sådan er det."
Her i Stampesgade går arbejdspladsen til København H's metrostation fra husmur til husmur. Da stuelejlighedernes vinduer ligger lavt, må afskærmningen af byggepladsen delvis dække disse. I 8 måneder skal der laves spunsarbejde, 180 pæle skal hamres/støbes/bores langs husfacaderne. En allerhelvedes larm samt medfølgende vibrationer skal vi beboerne leve med fra 7 morgen til 19 aften. Metroselskabet siger, at de nok skal sørge for at entreprenørerne overholder alle grænseværdier... Byggepladsen bliver først etableret i 2012, men bekymringerne er allerede startet hos mange af os, hvilket er lidt fjollet. Men vores muligheder for at komme væk, såsom genhusning eller salg af lejlighed...de er ikke mange.

Nyt byggeri ved Kalvebod Brygge


"Bernstorffs Plads, Copenhagen new No 1 Office Location" står der på skiltet ved byggepladsen. Jeg håber at det bliver superflot, jeg er i hvert fald helt vild med det nuværende look. Det er på en eller anden måde et anderledes byggeri set med min optik. Måske hænger det sammen med, som en af mine veninder gjorde mig opmærksom på, at man bygger indefra og ud - man startede med at bygge 3 smalle "skorstene", tæt på hinanden, pr. hus, og har siden bygget udenpå. Det giver en lethed set udefra. Lad os se hvad det ender med...


April 2010: Jo, det er endt med at være et hamrende lækkert byggeri skabt af gode materialer!

Juli 2010: SEB Danmark. Arkitekter: Lundgaard og Tranberg.