søndag den 24. august 2008

Klondyke...


Jeg har altid haft en svaghed for klondykesteder i København. Disse er for mig kendetegnet ved en form for kaos og rod, en altmodischhed - og et fravær af at gøre sig til. Det er også gerne ensomme pletter, som ikke er overrendte af mennesker, men byrum hvor jeg elsker at færdes. Desværre er disse pletter altid potentielle byggetomter, og en dag er en entreprenør i gang med at rydde op og bygge nyt. Sjældent bliver der skabt interessante steder ved nybyggeri, og jeg må finde andre græsgange...

tirsdag den 19. august 2008

Metro...2


I min gade, Stampesgade, skal Hovedbanens kommende metrostation ligge. Billedet, som jeg har sakset fra bladet "Kbh", er en visualisering af Stampesgade ca. 2017. Det ER bekymrende med det kommende anlægsarbejde. Hvor meget støj og møg skal man så at sige lægge krop til, før dette bliver en realitet?

mandag den 18. august 2008

Metro..


Jeg vil gerne brokke mig over den almindelige "menneskefjendskhed" som f.eks. er udtrykt i det strømlinede metrobyggeri.
Kongstanken bag er mennesket i bevægelse, i fart. Man vælger helt at se bort fra de langsomme eller besværlige behov, som f.eks. mulighed for at gå på toilettet eller muligheden for at sidde ordentligt ned på en bænk. Fint med rulletrapper, men de sidste trapper op i fri luft er lige en tand for stejle.. Jeg vil nødigt løbe ned af dem eller være dårligt gående.

tirsdag den 5. august 2008

Hotellet...




Der ligger et hotel i gården lige overfor vores hus. Det virker temmelig suspekt eller.. i hvert fald leves livet temmelig anderledes derovre. I vores hus bor 2,3 eller 5 personer i 5 værelses lejligheder, men derovre ser de ofte ud til at færdes en 3-4 mennesker i hvert værelse på 12 kvm. De fleste af hotellets gæster bor der igennem længere tid, vasketøj hænger i vinduerne og på værelserne hersker der rod, kaos og kedsomhed. Der skiftes tøj, mørke lakoniske ansigter bliver sminket og der bliver talt højt på slaviske sprog - gerne til langt ud på natten for åbne vinduer. I kælderen er der en kombineret grønthandler/fiskehandler og slagter, hvor der for åbne vinduer om sommeren dagen lang bruges en kødsav, hvis lyd bogstavelig talt går igennem marv og ben og gjalder højt i vores ellers meget pittoreske småbørnsgård....

 Hotellets bagtrappevinduer.